Sådan en ”update” støder man ofte på, når skal slås på trommer for en ny og forbedret version af et produkt. Nu har vi selv fundet trommerne frem og anledningen er god. Vores to rugbrød som vi laver sammen med Kohberg har fået justeret opskriften, så de nu ikke længere skal kæmpe med at være alt mellem fantastiske og godt tørre.
Økologisk rugmel kan svinge rigtig meget kvalitetsmæssigt fra en leverance til en anden pga. noget så teknisk som faldtal og vandoptagelse. Derfor tilsætter vi nu citrusfibre for at regulere dejkonsistensen samt fugtighedsbevaringen i det færdige rugbrød. Økologisk produktion har nogle andre udfordringer end konventionel og jeres rimelige krav til en ensartet og god kvalitet rugbrød har næsten givet os grå hår i hovedet. Tak for udfordringen!



